Hvad sker der med psykologisk tryghed i AI-alderen?

Ditte Darko er erhvervspsykolog og beskæftiger sig med, hvordan AI påvirker menneskelig adfærd, samarbejde og organisatorisk kultur.

AI er allerede flyttet ind i arbejdslivet. Ikke kun som et værktøj til effektivisering, automatisering og produktivitet, men også som noget langt mere relationelt.

Mange bruger allerede AI til at formulere svære beskeder, forstå konflikter, forberede feedback eller tænke højt om relationer på arbejdet. Andre tester holdninger i AI, før de siger dem højt til kolleger på jobbet. Ikke nødvendigvis fordi vi ikke vil mennesker, men fordi teknologien ofte føles lettere og mindre socialt risikabel.

Måske er det netop derfor, vi skal begynde at tale om, hvad der sker med psykologisk tryghed i AI-alderen?

Psykologisk tryghed handler om social risiko

Begrebet psykologisk tryghed blev især kendt gennem forskeren Amy Edmondson, som beskriver det som et miljø, hvor mennesker tør tage interpersonelle risici. Altså stille spørgsmål, indrømme fejl, bringe tvivl ind i relationer eller sige noget usikkert højt, selv når det føles socialt risikabelt. Det kræver relationel tillid. Og det kræver, at vi tør være i noget, der ikke er helt kontrollerbart.

Det interessante er bare, at AI nu tilbyder et alternativ. Et rum, hvor man kan afprøve formuleringer uden konsekvenser, og hvor man kan få hjælp til feedback uden at mærke den andens reaktion. Chatbots er kort og godt blevet et sted, hvor man kan regulere sin usikkerhed uden at skulle vise sårbarhed overfor et andet menneske.

Psykologisk forskning peger samtidig på, at mennesker grundlæggende regulerer stress og usikkerhed gennem sociale relationer. Det interessante ved AI er måske, at teknologien nu begynder at overtage noget af den funktion i (arbejds)livet.

AI ændrer måden, vi håndterer usikkerhed på

Teknologiforskeren Sherry Turkle har i mange år undersøgt, hvordan teknologi påvirker menneskelige relationer. Hun beskriver blandt andet, hvordan teknologi kan give os følelsen af forbindelse uden de krav og den sårbarhed, som menneskelige relationer normalt indebærer. Og måske er noget lignende begyndt at ske i arbejdslivet?

På mange måder giver det mening, at flere vender sig mod AI i relationelt krævende situationer. Moderne arbejdsliv er ofte præget af højt tempo, kompleks kommunikation og til tider pressede relationer. Mange mennesker er overstimulerede, konfliktsky eller bange for at sige noget forkert. Små formuleringer kan få stor betydning, og sociale relationer kræver energi.

Som jeg ser det, så tilbyder AI et relationelt rum uden friktion. Og det er et rum, som mange mennesker måske længes efter uden helt at vide det. Vi kan lide at skrive med ChatGpt fordi den ikke bliver defensiv, travl eller irriteret. Den sender ikke mærkelige signaler tilbage og reagerer roligt og er tilgængelig, når vi har brug for det.

Fra psykologisk forskning ved vi samtidig, at mennesker konstant aflæser sociale signaler i relationer. Tonefald, mimik, timing og reaktioner påvirker vores nervesystem og oplevelse af tryghed. På mange måder tilbyder AI et mere forudsigeligt og følelsesmæssigt reguleret samspil end mange menneskelige relationer gør.

Psykologisk tryghed opstår ikke uden relationer

Psykologisk tryghed opstår ikke kun gennem følelsen af tryghed. Den opstår også gennem relationer, der har været igennem noget. Psykologisk udvikling sker sjældent i helt friktionsfri relationer og oplevelser af tillid, robusthed og nærhed udvikles ofte gennem misforståelser, uenighed og reparation — altså gennem erfaringen af, at relationen kan holde til noget.

Men hvad sker der, hvis vi gradvist vænner os til at håndtere relationel usikkerhed gennem teknologi fremfor gennem mennesker? Bliver vi mindre tolerante overfor menneskelig kompleksitet? Og får vi sværere ved konflikter, spontane reaktioner og uperfekte samtaler?

Mister vi noget vigtigt, hvis vi i stigende grad kan outsource de mest relationelt krævende dele af arbejdslivet til teknologi, der altid møder os roligt og responsivt?

Hvad sker der med feedbackkulturen?

Noget af det mest interessante bliver måske, hvad der sker med feedback og samarbejde i organisationer.

For hvad sker der, hvis medarbejdere i stigende grad tester deres tanker i AI først? Hvis kritik omskrives af teknologi, før den gives videre? Hvis AI bliver et mellemled i kommunikationen mellem mennesker?

På den ene side kan AI hjælpe os med at formulere os mere klart og respektfuldt. På den anden side kan det også skabe mere filtreret kommunikation, der er mindre spontan og autentisk.

Fordi AI er designet til at være hjælpsom, responsiv og ofte validerende i sin kommunikation, kan det gøre samspillet behageligt, men også anderledes end menneskelige relationer, hvor feedback, irritation og uforudsigelighed er en naturlig del af kontakten.

Det er vigtigt t huske, at psykologisk tryghed ikke kun handler om at sige ting “rigtigt”. Det handler også om, at turde være ægte, dele sine fejl og menneskelighed.

AI i arbejdslivet handler ikke kun om teknologi

Jeg tror ikke, at AI nødvendigvis svækker psykologisk tryghed. Teknologien kan være enormt hjælpsom, og jeg bruger selv AI. Men jeg tror, vi undervurderer, hvor relationel AI allerede er blevet.

For måske er den største forandring ikke bare, at AI overtager opgaver. Måske er det, at teknologien langsomt begynder at overtage noget af det rum mellem mennesker, hvor tillid, mod og psykologisk tryghed tidligere blev skabt.

Og måske er det værd at spørge os selv, hvad der sker med arbejdslivet, hvis vi bliver bedre til at tale med teknologi end med hinanden.

Tak fordi du læste med.

Referencer

• Amy Edmondson (2018). The Fearless Organization: Creating Psychological Safety in the Workplace for Learning, Innovation, and Growth. Wiley.

• Amy Edmondson & Lei, Z. (2014). “Psychological Safety: The History, Renaissance, and Future of an Interpersonal Construct.” Annual Review of Organizational Psychology and Organizational Behavior, 1, 23–43.

• Sherry Turkle (2011). Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other. Basic Books.

• Sherry Turkle (2015). Reclaiming Conversation: The Power of Talk in a Digital Age. Penguin Press.

• Stephen Porges (2011). The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. Norton.

• Coan, J. A. & Sbarra, D. A. (2015). “Social Baseline Theory: The Social Regulation of Risk and Effort.” Current Opinion in Psychology, 1, 87–91.

• Gross, J. J. (1998). “The Emerging Field of Emotion Regulation: An Integrative Review.” Review of General Psychology, 2(3), 271–299.

• Hartmut Rosa (2019). Acceleration, Alienation and Resonance. Aarhus University Press.

• Brené Brown (2018). Dare to Lead. Random House.

• Deci, E. L. & Ryan, R. M. (2000). “The ‘What’ and ‘Why’ of Goal Pursuits: Human Needs and the Self-Determination of Behavior.” Psychological Inquiry, 11(4), 227–268.