Den er et resultat af magt, kultur og ansvar.
Vi taler ofte om trivsel, som om det er noget individuelt og apolitisk.
Som om det handler om at være “robust”, “balanceret” eller “god til at passe på sig selv”.
Men trivsel opstår ikke i et vakuum.
Den formes af rammer, relationer og retning.
Af hvem der bestemmer, hvordan vi er sammen, og hvem der tager ansvar.
Magt:
Hvem bliver hørt, når noget ikke fungerer?
Hvem definerer, hvad “normal” trivsel ser ud som?
Hvem har frihed til at sige fra – og hvem tier af frygt?
Kultur:
Er det i orden at være ærlig, sårbar, i tvivl?
Bliver der givet plads til det menneskelige – eller kun det præsterende?
Hvordan reagerer vi, når nogen ikke “spiller med”?
Ansvar:
Vi har gjort det til individets opgave at få det bedre.
Men forandring kræver, at vi ser på strukturerne omkring mennesket – ikke bare menneskets strategier.
Når vi reducerer trivsel til noget, man selv skal løse, flytter vi fokus væk fra det fælles ansvar. Og vi mister muligheden for at skabe de arbejdskulturer, hvor mennesker faktisk kan blomstre.
Trivsel er et socialt og organisatorisk fænomen.
Det handler om mere end pauser og pausezoner.
Det handler om mod, ærlighed og vilje til at tage hinanden alvorligt.
