Jeg har talt med mange mennesker i mit arbejde som erhvervspsykolog.
Mennesker, der brænder for deres arbejde. Der tager ansvar. Der er til at regne med.
Og alt for ofte ender de med at føle sig udmattede, fortvivlede, og med en følelse af at have svigtet.
Det er dem, der har knoklet. Taget en ekstra tørn. Sagt ja. Holdt sammen på det hele, når alt sejlede.
Det er de dygtige. De pligtopfyldende. De gode mennesker.
Og nu kan de ikke mere.
Spørgsmålet er: Hvorfor er det netop dem, der går ned?
Det er ikke bare noget, jeg har observeret i praksis. Forskningen peger på det samme.
Når samvittighed bliver en risiko
Mennesker med høj samvittighedsfuldhed – det man i psykologien kalder conscientiousness – er ofte dem, der bliver betragtet som guld i en organisation.
De er stabile, grundige, ansvarsfulde. De leverer.
Men det er netop de egenskaber, der kan gøre det svært at sætte grænser.
De vil gøre det ordentligt. Levere kvalitet. Være loyale over for både opgaven og fællesskabet.
Og det betyder, at de alt for ofte prioriterer arbejdet over deres egen trivsel.
“Jeg skal bare lige holde sammen på det”
Mange af dem falder i det, man kunne kalde ansvarsfælden.
De føler, det hele afhænger af dem. Og de mærker måske nok, at de er pressede – men de bider tænderne sammen.
For hvem skal ellers tage opgaven?
Og hvad hvis det går ud over nogen andre, hvis de siger fra?
Det handler sjældent om ydre krav alene. Det handler om et indre kompas, der altid peger i retning af at gøre det rigtige.
Men når det kompas aldrig tillader pauser eller “godt nok”, så ender det med at pege mod nedbrud.
Når idealer møder virkelighedens grænser
En af verdens førende forskere i udbrændthed, Christina Maslach, beskriver fænomenet som “the idealism gap”.
Det hul, der opstår, når man har høje idealer for sit arbejde – men oplever, at man ikke får mulighed for at leve dem ud i praksis.
Man vil gøre en forskel. Man tror på noget.
Men tid, ressourcer, struktur eller kultur spænder ben.
Og så opstår den dybe træthed. Ikke kun fysisk, men også værdimæssigt.
Man brænder ikke bare ud. Man brænder ind med det, man troede på.
Når fravær føles som svigt
En af de mest smertefulde ting, jeg hører, er den skyld og skam, mange føler, når de ikke kan mere.
De føler, de har svigtet.
De undskylder, når de melder sig syge.
De kæmper med tanken om, at de burde have kunnet klare det.
I mange kulturer bliver fravær stadig – måske ubevidst – læst som illoyalitet.
Og det er en farlig fortælling, især når det netop er de mest loyale, den går ud over.
Derfor har jeg lavet foredraget: “Når gode mennesker går ned”
Det er tid til en ny samtale om ansvar, grænser og arbejdsglæde.
En samtale, der ikke handler om at “skærpe robustheden”, men om at skabe rammer, vi kan være mennesker i – uden at brænde ud i loyalitetens navn.
I mit nye foredrag sætter jeg fokus på netop det.
Jeg inviterer ledere, HR og arbejdsfællesskaber ind i en refleksion om, hvad vi forventer af hinanden – og hvad det egentlig koster, når det altid er “de stærke”, der skal få det til at hænge sammen.
Foredraget kan bookes til seminarer, konferencer og interne udviklingsdage, og det kombinerer psykologisk viden med praksisnære greb og fortællinger.
Skal vi tale om det?
Hvis du selv har stået i det – eller set det ske tæt på – så ved du, at vi ikke bare kan bede folk om at sige fra.
Vi skal ændre på det, der gør det så svært at gøre netop det.
Del gerne dine erfaringer. Og tag kontakt, hvis du vil høre mere om foredraget – eller samarbejde om at skabe et arbejdsliv, der faktisk holder.
