Hvor loyal skal man være overfor sit arbejde?
Hvornår er loyalitet en styrke? Og hvornår bliver den noget, der langsomt slider os ned på jobbet?
Vi taler ofte om loyalitet som noget positivt i arbejdslivet, fx den loyale medarbejder der er engageret, fleksibel og tager ansvar. Personen, der bliver lidt længere. Som “lige klarer den”. Som ikke vil svigte teamet. Men måske er det på tide at stille et mere ubehageligt spørgsmål: Hvor loyal skal man egentlig være overfor sit arbejde?
Jeg medvirker i en ny artikel fra Djøfbladet, der sætter fokus på netop det spørgsmål. Og jeg tror, det rammer noget centralt i moderne arbejdsliv. For mange mennesker kæmper ikke med manglende engagement. Tværtimod kæmper flere med at mærke, hvornår loyalitet begynder at koste for meget.
Når loyalitet bliver en identitet
I mange organisationer er loyalitet ikke længere bare noget, vi gør. Det bliver noget, vi er og vi kan have en tendens til at identificere os med flere aspekter af vores arbejde - rollen, ansvaret, at være den stabile, den dygtige eller den der får tingene til at lykkes.
Problemet opstår, når grænsen mellem menneske og arbejde bliver uklar og når arbejdet ikke længere bare er noget, vi udfører, men noget, vi føler, vi skylder. Så bliver det svært at sige “jeg kan ikke nå mere”, “det her er ikke rimeligt” eller “jeg er faktisk presset og har brug for hjælp”. For hvad nu hvis det bliver opfattet som illoyalitet? Det taler jeg også om i min podcast “Dit Arbejdsliv” - du finder episoden om loyalitet herunder:
Det moderne arbejdslivs usynlige kontrakt
Mange arbejdspladser taler om frihed og fleksibilitet, men friheden kan også have en bagside.For når arbejdet bliver fleksibelt, flytter det samtidig ind overalt i vores liv - vi tjekker mails om aftenen, i ferierne, problematikker fylder vores tanker, relationer og påvirker kroppen. Telefonen ligger altid tæt på, der er altid lige en mail mere, en besked, et opkald og et ansvar der tynger. Det betyder, at mange mennesker aldrig helt forlader arbejdet mentalt. Ikke fordi nogen nødvendigvis kræver det direkte, men fordi arbejdskulturer ofte belønner dem, der altid er tilgængelige.
Psykologisk tryghed handler også om grænser
Når jeg taler om psykologisk tryghed, handler det ikke kun om at kunne sige sin mening på møder. Det handler også om, om man tør sige fra, tør vise begrænsninger, tør være menneske uden frygt for at miste værdi.
På arbejdspladser med lav psykologisk tryghed bliver loyalitet let koblet sammen med selvopofrelse. Så medarbejdere begynder at skjule stress, tvivl, fejl, overbelastning og frustrationer, fordi de ønsker at være “gode medarbejdere”. Det er her, loyalitet kan blive farlig.
Vi skal passe på romantiseringen af at “give alt”
I mange år har vi hyldet mennesker, der knokler igennem og arbejder sent, som “brænder for det” og går den ekstra mil. Men vi taler alt for lidt om regningen bagefter. For kroppen og psyken skelner ikke altid mellem engagement og overbelastning.Og nogle mennesker er faktisk så loyale, at de først mærker deres egne grænser, når kroppen siger stop.
Sund loyalitet findes stadig
Det betyder ikke, at loyalitet er forkert. Sunde arbejdsfællesskaber bygger på ansvar, engagement og omsorg for hinanden.Men sund loyalitet må også inkludere loyalitet overfor egne grænser, relationer udenfor arbejdet, overfor helbred og loyalitet overfor det liv, arbejdet skal være en del af — ikke erstatte. Måske er spørgsmålet derfor ikke “hvor loyal skal du være overfor dit arbejde?” men i stedet “hvordan skaber vi arbejdsliv, mennesker kan være loyale overfor — uden at miste sig selv undervejs?”
Læs artiklen i Djøfbladet
Hvis du vil læse mere så medvirker i artiklen:
“Hvor loyal skal du være overfor jobbet?” hos Djøfbladet,
