Sygefravær er ikke bare et tal – det er et signal

Picture of Af Ditte Darko

Af Ditte Darko

Cand. Psych., Erhvervspsykolog

Sygefravær er ikke bare et tal – det er et signal

Dette indlæg er det første i en artikelserie om sygefravær i kommuner – set som et signal om arbejdsvilkår, organisering, kultur og ledelse. Serien henvender sig til ledere og HR-professionelle, der ønsker et mere nuanceret og bæredygtigt greb om sygefravær – med fokus på ansvar, fællesskab og ledelsesrum frem for skyld og kontrol.

I de følgende artikler folder jeg forskellige perspektiver på sygefravær ud – fra arbejdspres og kultur til ledelsesansvar og nærvær.

Sygefravær i kommunerne er stigende

Sygefravær fylder mere og mere i kommunerne – i statistikkerne, i ledermøderne og i hverdagen.
Tallene er steget over en årrække, variationerne mellem kommuner er store, og mange ledere står i et massivt krydspres: krav om at få fraværet ned, medarbejdere der er pressede – og et begrænset ledelsesrum til reelt at gøre noget andet end at administrere.

Ifølge opgørelser fra KL ligger det gennemsnitlige sygefravær blandt kommunalt ansatte i dag på knap 15 sygedage pr. fuldtidsansat – væsentligt højere end tidligere og markant højere end i den private sektor. Samtidig er forskellene mellem kommuner store. På nogle områder ligger sygefraværet relativt lavt, mens det i andre kommuner og faggrupper ligger meget højt. Det gælder blandt andet på social- og sundhedsområdet samt blandt pædagoger og lærere.

Sygefravær handler ikke kun om den enkelte medarbejder

De store variationer peger på én vigtig ting: Sygefravær kan ikke forklares alene med individuelle forhold. Det handler også om vilkår, organisering, kultur og ledelse. Derfor er det værd at stoppe op og stille et grundlæggende spørgsmål:

Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om sygefravær?

Fire måder at forstå sygefravær på i ledelse

Der findes fire grundlæggende måder at forstå sygefravær på i ledelse.
Den måde, vi forstår fravær på, har stor betydning for både kultur, relationer og handlinger.

Sygefravær kan forstås på fire måder:

  1. Sygefravær som problem – noget, der skal reduceres og kontrolleres.
  2. Sygefravær som svigt – et moralsk spørgsmål om ansvar og loyalitet.
  3. Sygefravær som symptom – et tegn på belastninger i arbejdsmiljøet.
  4. Sygefravær som signal – information om vilkår, kultur og ledelse.

Fravær som problem – Her bliver fravær noget, der skal reduceres, håndteres og bringes ned.
Fokus er på tal, procentsatser og opfølgning. Denne tilgang kan give handlekraft – men risikerer også at gøre fravær til noget, der primært skal styres og kontrolleres, frem for forstås.

Fravær som svigt: Nogle gange glider forståelsen over i moral: Hvem tager ansvar? Hvem er der – og hvem er der ikke? Når fravær forstås som svigt, opstår der let skam, tavshed og forsvar. Det kan gøre det sværere for medarbejdere at sige fra i tide – og for ledere at få ærlige indsigter.

Fravær som symptom: Når vi ser fravær som symptom, begynder vi at spørge:Hvad er dette et tegn på? Her flytter fokus sig fra individ til sammenhæng: arbejdspres, organisering, relationer, ledelsesvilkår og kultur. Det åbner for mere nuancerede analyser – men kan stadig blive lidt distanceret.

Fravær som signal: Når fravær ses som et signal, bliver det en form for information.
Noget, der fortæller os noget vigtigt om det arbejdsliv, mennesker er en del af. Her handler det ikke om skyld, men om ansvar. Ikke om kontrol, men om nysgerrighed. Og netop denne forståelse rummer et stort ledelsespotentiale.

Fem ledelsesspørgsmål om sygefravær

Hvis fravær ses som signal, bliver lederens opgave en anden. Følgende spørgsmål kan åbne for vigtige indsigter i ledergrupper og MED-samarbejder:

  1. Hvad beskytter fraværet medarbejderne imod?
  2. Hvor i organisationen er fraværet højest – og hvad kan det fortælle os?
  3. Hvad belønner vores kultur i praksis – også ubevidst?
  4. Hvornår har vi sidst talt om nærvær – ikke kun fravær?
  5. Hvad er mit ledelsesrum her – og hvad er fællesskabets ansvar?

Spørgsmålene flytter fokus fra individ til fællesskab – og fra symptombehandling til ledelse.

Fra fravær til nærvær – et ledelsesansvar

Man kan ikke lede nærvær frem gennem Excel-ark alene.
Nærvær opstår, når mennesker oplever:

  • at blive set og taget alvorligt
  • at kunne sige fra uden at blive stemplet
  • at arbejdet giver mening
  • at rammerne er bæredygtige – også over tid

Når vi lytter til fravær som signal

Hvis sygefravær ikke kun er et problem, der skal løses, men et signal, der skal forstås, melder et nyt spørgsmål sig:

Hvad er det egentlig, fraværet beskytter medarbejderne imod?

Det spørgsmål peger væk fra individet og hen mod arbejdets vilkår, organisering, relationer og kultur.
Netop det spørgsmål folder jeg ud i mit næste indlæg, hvor jeg ser nærmere på fem typiske belastninger i kommunalt arbejde, som sygefravær ofte er en reaktion på.

Læs videre her:
Hvad beskytter sygefravær medarbejdere imod? – fem typiske belastninger i kommunalt arbejde

Hvad beskytter sygefravær medarbejdere imod?

Tak fordi du læste med
LinkedIn
Pinterest
Facebook
Email
Scroll to Top